- Falerio dei colli Ascolani DOC "Vigna Solaria"
- Lacrima di Morro d'Alba DOC
- Lacrima di Morro d'Alba Superiore DOC
- Marche Bianco IGT "Pecorino"
- Marche Chardonnay IGT "Reve"
- Marche Chardonnay IGT "Villa Angela"
- Marche Rosso IGT "Ludi"
- Montepulciano d'Abruzzo DOC
- Rosso Piceno DOC
- Rosso Piceno DOC "Brecciarolo"
- Rosso Piceno Superiore "Brecciarolo Gold"
- Rosso Piceno Superiore DOC "Roggio del Filare"
- Velenosi Brut
- Velenosi Spumante rosato "The Rose"
- Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico DOC
- Vino e Visciole
- Vino e Visciole Selezione
Velenosi Brut
Velenosi Brut
Denne vin, der har været fremstillet af Velenosi siden 1991, er produceret på en blanding af Chardonnay og Pinot Noir-druer dyrket på husets egne marker i Ascoli Piceno. Markerne er beliggende i ca. 200 m’s højde, og jordbunden er blandet, overvejende sandholdig. Opbindingssystemet er Guyot; plantetætheden er 5.000 vinstokke pr. ha, og høstudbyttet begrænses til maksimalt 2½ kg druer pr. vinstok.
Druerne håndplukkes enten morgen eller sen eftermiddag i små kasser, der opbevares koldt, inden de bringes til vineriet.
Efter afstilkningen presses druerne varsomt, hvorefter mosten gærer i rustfri ståltanke ved kontrolleret temperatur i 10 dage. Kun saften fra Pinot Noir-druerne bruges, skindet fjernes med det samme for at undgå farvning af mosten. Basis-vinene (Chardonnay og Pinot Noir) blandes derefter, og der tilsættes gærkultur og rørsukker, hvorefter vinen kommes på flaske.
Vinen behandles fuldstændigt som en Champagne: Den gennemgår en langsom andengæring på flaske. Vinen forbliver i flasken – og dermed i kontakt med gær og det fine bundfald – i 36 måneder. Derefter gennemgår den ”pointage” og ”remuage”, hvorunder flaskerne gradvis vendes med bunden i vejret i specielle reoler; bundfaldet fjernes efter nedfrysning af flaskehalsen, inden flasken efterfyldes med ”liquer d’expédition.
Vinen fremstår klart strågul med fine, vedvarende bobler. Næsen er intens, fin og velduftende med strejf af ristet toast, hvide ribs og stikkelsbær – en god balance mellem vitalitet og alkoholindhold. Smagen er fløjlsblød og lang med krydrede, frugtige strejf, der gør vinen sofistikeret med en rig, charmerende smag uden at være for brusende.
Vinen serveres bedst ved ca. 5 grader som aperitif, til forretter – eller gennem hele måltidet. Klassikeren er vel nok til hummer og andet godt skaldyr, men ”Champagne” er kendt for at kunne bruges som ledsager til alle retter, selv om jeg nok ville fravælge vildt og de tungeste gryderetter.
Normalt alkoholindhold 12,5%.
Vinen behøver ingen dekantering.
Vinen er klar til at blive drukket ved frigivelsen, men kan dog udmærket lagres 6 – 8 år under de rette betingelser.
Huset ser sådan på det, at vin – udover at være en form for kunst – er en slags naturens ritual, idet fremstillingen i grove træk har været den samme i århundreder, måske endda årtusinder. Vinen gennemgår forandringer; udvikles fra ung til moden og sluttelig gammel. Fremstillingen starter i vingården, og fortsætter med vinifikationen i kælderen afsluttende med flaskningen af vinen – og resultatet kan først for alvor vurderes, når vinen en gang skal smages.
Husets vineri er omkranset af vinstokke, der laver en slags naturlig afskærmning omkring det. Vinstokkene, der gror i en relativt leret jord på en bakke med moderat hældning har en optimal eksponering for sol og klima i øvrigt. En af husets andre vinmarker er beliggende på en stejlere bakke, og er knapt så eksponeret for solen. Huset tager disse forhold i betragtning og sammenholder dem med de forskellige druesorters krav og behov.
På samme måde kræver de forskellige druesorter forskellige høsttidspunkter, nogle gange høstes der ad flere omgange på samme mark, det afhænger bl.a. af druernes modenhed, herunder sukker- og syreindhold sammenholdt med den vin, man ønsker at fremstille. På den ene side ønsker man at arbejde nutidigt og med moderne hjælpemidler – på den anden side holder man traditionerne i hævd, herunder at forstå vigtigheden af at høste på bestemte tidspunkter, en forskel på kun få dage kan resultere i markant anderledes vin.
Man er ligeledes nødt til at forholde sig til, at druer fra forskellige marker er forskellige. Afhængigt af årgangen kommer der mere eller mindre af druerne fra de forskellige parceller i den færdige vin for at sikre en nogenlunde konstant kvalitet.
Alle druer høstes manuelt – der anvendes ikke maskiner. Dertil kommer, at druerne placeres køligt – nogle endda i køleskabe – inden de hurtigst muligt bringes til vineriet. Der høstes kun morgen og sen eftermiddag, da påvirkningen fra varmen midt på dagen kan forringe kvaliteten af mosten og dermed den færdige vin.
Vinifikationen i kælderen er også vigtig. Hér benytter Velenosi sig af moderne tekniske hjælpemidler, så druerne – og dermed den færdige vin – på bedst mulig vis kan udtrykke dels sit terroir, dels det arbejde der ligger forud for høsten.
Alle druer presses varsomt med pneumatisk presse for at minimere ødelæggelsen af druerne. Det giver også en flottere farve i vinen.
I gamle dage sagde man i området, at den bedste vin var at finde i de mindste tønder, og der er noget om snakken. Jo mindre tønder, jo lavere toptemperatur når vinen under gæringen. Det mener man stadig er rigtigt, samtidig med at små tønder også giver vinen en kraftigere bouquet. For at fastholde dette med moderne teknologi bruges der til flere af vinene en teknik, hvor macerationen (udblødningen af drueskind m.v. under gæringen for at udtrække farve, aromaer og tanniner) gennemføres ved computerstyret lav temperatur.
Alle vine lagres – afhængig af druesort og vintype vurderes det, om det skal ske i rustfri ståltanke eller i træfade, ligesom størrelsen på fadene varierer. Nogle vine har rigtig godt af træfadenes påvirkning, andre vine har bedre at få frugtigheden understreget gennem lagring på ståltanke.
