Fiamberti

Huset Fiamberti

Fiamberti-familien har altid haft vinfremstilling som deres hovederhverv. De bor i de skønne bakker, der er del af Oltrepo Pavese-området i Norditalien. Alle voksne medlemmer af familien er involveret i enten arbejdet i vinmarkerne; vinkælderarbejdet eller administrativt arbejde, der er således tale om en virkelig familievirksomhed. Familiens marker er omtalt i en masse dokumenter, og familien selv har endda en mark, der med sikkerhed kan dateres til at være mere end 200 år gammel.

 

Gennem årene er der i sagens natur taget mere moderne teknikker i brug i vinifikationen, så nu er den ældste tradtion mikset med moderne tilgang til vinfremstillingen, og huset er et godt eksempel på god druedyrkning og ønologi, og resultatet er en stribe smagfulde, typiske og traditionelle vine – men der fremstilles også vin, der ”spræller lidt”.

 

Huset råder over 15 ha vinmarker, alle beliggende i kuperet terræn med god soleksponering, og alle i DOC-området. Der gøres meget ud af at udvælge de mest velegnede druer til de forskellige marker, således at vinene udtrykker en kombination af druens typicitet kombineret med terroiret. Kendte vine fra området omkring Canneto Pavese er f.eks. Buttafuoco, Bonarda, Barbera og Sangue di Giuda, men forskning i markerne har gjort, at der nu også dyrkes Pinot og Riesling

 

Al høst foregår manuelt, og der arbejdes med lavere høstudbytter, end loven tillader.

Buttafuoco DOC ”Poderi Fiamberti”

Fremstillet af 65% Croatina, 25% Barbera, 5% Uva Rara og 5% Ughetta di Canneto dyrket på husets egne stejle marker. Buttafuoco må kun fremstilles i 7 byer i Oltrepo Pavese. Markerne er særligt udvalgte grundet deres eksponering i forhold til eftermiddagssolen, og markerne har været tilplantet med druer siden 1814, hvor produktionen af denne vin begyndte. Efter den manuelle høst presses druerne blødt i horisontal pneumatisk presse og gæres i ståltank, inden den lagres i egefade ca. 18 måneder efterfulgt af ca. 4 måneder i flaske, inden den frigives til salg. Vinen serveres bedst ved 18 – 20 grader til f.eks. vildtretter og stegt eller braiseret kød. Må i sine unge år meget gerne dekanteres mindst 1 time inden brug.

Buttafuoco DOC ”Vigna Sacca del Prete”

Fremstillet af 65% Croatina, 25% Barbera, 5% Uva Rara og 5% Ughetta di Canneto dyrket på husets egen Sacca del Prete-vinmark. Buttafuoco må kun fremstilles i 7 byer i Oltrepo Pavese, og for at beskytte kvaliteten af vinene har nogle af producenterne i området dannet en ”Buttafuoco Storico klub”, og kun lokale producenter fra det historisk oprindelige område må være med i klubben. Sacca del Prete-vinmarken er særligt udvalgt ud fra dens eksponering i forhold til eftermiddagssolen, jordbunden samt dens mikroklima. Efter den manuelle høst presses druerne blødt i horisontal pneumatisk presse. Vinen gæres i ståltank, og lagrer derefter ca. 2 år i egefade efterfulgt af ca. 9 måneder i flaske, inden den frigives til salg. Vinen er mørk i farven; ”varm” i stilen med hensyn til duft og smag, og den er relativt kraftig i smagen. Serveres bedst ved 18 – 20 grader ti f.eks. vildtretter, braiseret kød og ost.

Oltrepo Pavese Rosso Riserva DOC ”Monte Acutello”

Fremstillet af 50% Croatina og 50% Barbera – og en smule Uva Rara dyrket på husets egne marker. Vinen fremstilles ikke hvert år, kun når kvaliteten af druerne er tilstrækkelig høj. Efter den manuelle høst presses druerne blødt i horisontal pneumatisk presse.Vinen gæres i ståltank og lagres 2 – 2½ år i egefade efterfulgt af nogle måneder i flaske, inden den frigives til salg. Vinen fremstår mørk i farven, og der er tale om en fyldig og kompleks vin. Serveres bedst ved 18 – 20 grader til f.eks. vildtretter og stegt kød. Vinen må i sine unge år meget gerne dekanteres ½ - 1 time inden brug.