Roccolo Grassi

Lidt om Roccolo Grassi

Huset blev etableret i 1996 med det sigte at producere betydningsfulde vine i et område, der har stort potentiale for fremstilling af lagringsegnede vine. Etableringen var ligeledes et udtryk for stor passion for vinverdenen – men kun for førsteklasses vine, eftersom det er disse vine, der efterlader indtryk hos forbrugeren. 

Man forsøger at fremstille vine med karakter og personlighed, identificerbare med det lokale terroir og Roccolo Grassis stil. 

Det kræver en god portion arbejde, både i vinmarkerne og i kælderen, begge steder er det vigtigt at bevare råmaterialets kvalitet gennem fremstillingsprocessen. Det skal være respekten for afgrøden og druens integritet, der giver mulighed for at udtrykke det fulde potentiale i vinen. 

Sartori-familien ejer ca. 13,5 ha vinmarker, der udgøres henholdsvis af ”Roccolo Grassi” og ”La Broia”. 

Roccolo Grassi har den filosofi, at man får det bedst mulige ud af hver enkelt drue, derfor fremstilles der kun én Soave, én Valpolicella, én Amarone samt 2 dessertvine (1 hvid og 1 rød) – ingen enkeltmarksvine eller specielle ”Cru’s”. Samtlige vine er fremstillet med stort lagringspotentiale – hvis man kan holde fingrene fra dem……. 

Huset er ligeledes specielt ved at stort set hele produktionen er solgt/reserveret, inden den frigives til salg.

Soave Superiore DOC "La Broia"

Druesammensætning: 100% Garganega. 

Dyrkningsfakta: Druerne til denne vin kommer fra husets egne marker, primært lige rundt om vineriet. Jordbunden er af alluvial oprindelse, og er kalkholdig. Opbindingssystemet er Guyot med en plantetæthed på 7.500 vinstokke pr. ha. 

Vinifikation: Druerne høstes manuelt, normalt i første halvdel af oktober, når druerne er optimalt modne. Der høstes i små beholdere, der rummer mellem 10 og 20 kg. Mostudbyttet holdes nede på max. 65% af druevægten. Druerne presses varsomt, og der tilsættes kulturgær til mosten. Mosten gæres ved kontrolleret lav temperatur (15 – 16 grader) i ståltank, hvorefter en del af vinen lagres – og gennemgår andengæringen - i 2200 liters slovenske egefade, mens en del af vinen lagres i franske barriques. Vinen lagrer ”sur lie” (med gærkontakt) i 10 måneder. Vinen lagres herefter 1 år på en blanding af træfade: 50% af vinen lagres i slovenske 2200 liters egefade, 50% af vinen lagres i franske egebarriques (225 liter), der har været brugt 3 – 4 år. Vinen filtreres varsomt, inden den flaskes i november året efter høsten, herefter lagres vinen endnu 10 måneder på flaske, inden den frigives til salg. Der fremstilles ca. 6.000 flasker af denne vin pr. år. Ønsket er at fremstille en elegant og kompleks Soave med finesse, der kan holde adskillige år i kælderen. Det kræver en god indsats i marken, et lavt udbytte, en sen høst for at sikre fuldmodne druer samt perfekte sunde druer. Derudover har egefadene en vigtig betydning, idet de fremhæver Garganega-druens potentiale samt giver vinen kompleksitet og mange års lagringspotentiale. 

Vinbeskrivelse: Vinen fremstår intens strågul med aromaer af hvide blomster, fersken- og abrikosnoter kombineret med en krydret, mineralsk ”næse” med påfaldende finesse og aromatisk kompleksitet med velintegreret samspil mellem træ og frugt. Det er en fed, frisk, fyldig vin med en markant syre og behagelig, lang finish, der garanterer langt liv og muligheden for fortsat udvikling under lagringen. 

Anvendelse: Serveres bedst ved 10 – 12 grader til f.eks. italiensk antipasti, vegetarretter, fiskesupper, lettere pastaretter, hvidt kød og fyldige fiskeretter. 

Dekantering: Vinen behøver ingen dekantering. 

Lagring: Vinen er drikkeklar ved frigivelsen, men har et lagringspotentiale på 5 – 6 år under de rette betingelser.

Valpolicella Superiore DOC "Roccolo Grassi"

Druesammensætning: Corvina 60%, Corvinone 15%, Rondinella 20% og Croatina 5%. 

Dyrkningsfakta: Druerne dyrkes på husets egne marker, og jordbunden er generelt af vulkansk oprindelse med basalt. Opbindingsforment er Guyot med en plantetæthed på 7.500 vinstokke pr. ha. 

Vinifikation: Druerne høstes manuelt, normalt i første halvdel af oktober i små beholdere, der rummer mellem 10 og 20 kg. Druerne tørres efter høst ca. 1 måned, inden de afstilkes og presses varsomt for at bevare druerne så intakte som muligt. Mostvægten udgør kun ca. 65% af druevægten. Der tilsættes kulturgær til mosten, hvorefter gæringen finder sted ved en temperatur på 25 – 28 grader, og varer fra 20 – 30 dage afhængig af årgangen, gæringstemperaturen, skindets tykkelse og druernes modenhed. Mosten holdes i kontakt med skindet under hele gæringen. ”Hatten” (skind, kerner m.v.) presses ned og overhældes med most under gæringen for at udtrække farve og garvesyre m.v. Andengæringen finder sted naturligt i træfade. Vinen fadlagres normalt i ca. 20 måneder, halvdelen af vinen i franske egebarriques, 20% nye og 80% der har været brugt 2 – 3 gange tidligere, halvdelen af vinen i 2200-liters slovenske egefade. Efter fadlagringen blandes vinen og stabiliseres i ståltank, inden den flaskes, og lagrer videre i flaske 10 måneder, inden den frigives til salg. Der produceres ca. 16.000 flasker af denne vin pr. år. Det normale alkoholindhold er ca. 14%. Ønsket er gennem lavt udbytte og omhyggelig vinifikation at fremstille en betydningsfuld Valpolicella, der skal kunne tage kampen op mod andre af verdens store vine. Det er samtidig ønsket at fremstille en vin, der adskiller sig fra Amaronen, og resultatet skulle gerne være en kraftig, elegant og fin vin med en skøn aromatisk kompleksitet, der udtrykker terroir, druesorterne og Roccolo Grassis stil. 

Vinbeskrivelse: Vinen fremstår dybt rubinrød med en krydret, peberagtig næse med strejf af tobak og mineraler suppleret med røde bær, sherry og kaffe. Smagen er elegant med aromatisk kompleksitet – en rig, fed, fyldig vin med søde tanniner og en god, vedvarende finish. 

Anvendelse: Serveres ved 16 – 18 grader til fyldige forretter, krydret mad, pasta og bønner, roast-beef og andet rødt kød. Kan også anvendes til vildt, gryderetter og mediumfyldige oste. 

Dekantering: Vinen bør i sine unge år dekanteres før brug. Jo yngre, jo tidligere bør den dekanteres. 

Lagring: Vinen kan drikkes ved frigivelsen, men har et lagringspotentiale på 10 år under de rette betingelser.

Amarone della Valpolicella DOC "Roccolo Grassi"

Druesammensætning: Corvina 60%, Corvinone 15%, Rondinella 20% og Croatina 5%. 

Dyrkningsfakta: Druerne til denne vin kommer fra husets egen mark ”Roccolo Grassi”. Jorden er med basalt, og er af vulkansk oprindelse. Opbindingssystemet er Pergola med en plantetæthed på ca. 3.500 vinstokke pr. ha. 

Vinifikation: Druerne høstes manuelt, normalt de sidste 10 dage af september og de første dage af oktober. Druerne høstes i små stabelbare kasser, der stilles således at druerne tørres. Druerne afstilkes og presses varsomt i december, og mostudbyttet holdes nede på ca. 30 – 35% af druevægten. Der tilsættes kulturgær til mosten, hvorefter gæringen finder sted ved en temperatur på 25 – 27 grader i 35 – 40 dage afhængig af årgangen, gæringstemperaturen, skindets tykkelse og druernes modenhed. Mosten holdes i kontakt med skindet under hele gæringen. Hatten trykkes ned og overhældes med most under gæringen for makismal maceration (udblødning af skind m.v.). Andengæringen finder sted naturligt i træfade. Amaronen fadlagres gennemsnitligt 26 måneder i franske barriques, 40 – 50% nye, 50 – 60% der har været brugt i 2 år. Vinen filtreres varsomt, når vinen flaskes, og vinen lagrer videre på flaske i ca. 18 måneder, inden den frigives til salg. Der fremstilles ca. 5.000 flasker pr. år af denne vin. Ønsket er at fremstille en magtfuld, silkeblød og elegant vin, der alligevel udviser friskhed og tegn på de anvendte druers høje kvalitet. En god Amarone bør have potentiale til et langt liv, og aromaerne bør udvikle sig under lagringen. 

Vinbeskrivelse: Vinen fremstår mørkt rød og tæt i farven. Næsen er stor og vedvarende med sorte frugter (blomme, kirsebær) og mineralske, krydrede noter. Dertil kommer strejf af kakao, kaffe, kanel og krydderurter – i det hele taget en meget kompleks aroma. Smagen er velstruktureret og koncentreret med markant men behagelig garvesyre og bemærkelsesværdig længde. 

Anvendelse: Serveres ved 18 – 20 grader, og er perfekt til vildt, men også rigtig god til grillet, stegt, marineret kød og moden ost. 

Dekantering: Vinen bør så absolut dekanteres, hvis den drikkes indenfor de første 10 år efter høst. 

Lagring: Vinen kan drikkes ved frigivelsen, men vinder så absolut ved fortsat lagring nogle få år, og afhængig af årgangen kan vinen lagres 10 – 20 år under de rette betingelser.

Recioto della Valpolicella DOC "Roccolo Grassi"

Druesammensætning: Corvina 60%, Corvinone 15%, Rondinella 15% og Croatina 10%. 

Dyrkningsfakta: Druerne til denne vin kommer fra husets egne marker, der er af vulkansk oprindelse med basalt. Opbindingsformen er Pergola med en plantetæthed på ca. 3.500 vinstokke pr. ha. 

Vinifikation: Druerne høstes manuelt, normalt de sidste 10 dage i september og de første dage af oktober. Druerne samles i små stabelbare kasser, og druerne tørrer i disse kasser indtil februar. Mostudbyttet er kun ca. 20% af druevægten. Druerne afstilkes og presses varsomt, hvorefter mosten tilsættes kulturgær. Gæringen finder sted ved en temperatur på max. 25 – 26 grader, og varer 25 – 30 dage afhængig af årgangen, gæringstemperaturen, skindtykkelsen og druernes modenhed. Hatten trykkes ned og overhældes under gæringen. Andengæringen finder sted naturligt i barriques. Recioto fadlagres gennemsnitligt 20 måneder i franske egebarriques: 20% af vinen i nye fade, 80% i fade, der har været brugt 2 – 3 gange før, afhængig af årgangens kvalitet. Vinen filtreres varsomt inden den flaskes. Den lagrer videre på flaske i 12 måneder, inden den frigives til salg. Der fremstilles ca. 2.400 flasker á 375 ml. pr. år af denne vin. Ønsket er at fremstille en stor, sød vin med muligheden for både at kunne nydes ung og ældes med ynde. Den skal samtidig kunne kæmpe med/mod verdens andre søde vine. Der arbejdes mod en vin med god balance mellem sødme, syre, alkohol og tanniner. Midlet er lavt udbytte, streng drueudvælgelse både i mark og kælder – og undlade produktion i nogle år. En bemærkelsesværdig Recioto bør udvise finesse, elegance, kompleksitet, friskhed og magtfuldhed. 

Vinbeskrivelse: Vinen fremstår med en intens dybt rubinrød farve. Stor næse med strejf af blommer, kaffe og kakao ledsaget af syltetøj, krydderier, lakrids og tobak. I munden er den fed, rig med fyldig smag. Der er et flot samspil mellem sødmen og tanninerne med renhed og rig finish. 

Anvendelse: Serveres ved 12 – 16 grader til modne oste som f.eks. Roquefort, Gorgonzola m.v. Også excellent til desserter og tørre, søde kager – eller prøv den til foie-gras eller blot som ”meditationsvin”. 

Dekantering: Vinen behøver ingen dekantering, men det skader ikke at hælde den om på karaffel inden serveringen. 

Lagring: Vinen er drikkeklar ved frigivelsen, men har et lagringspotentiale på 10 – 15+ år under de rette betingelser afhængig af årgangen.

Recioto di Soave DOCG "La Broia"

Druesammensætning: 100% Garganega. 

Dyrkningsfakta: Druerne til denne vin kommer fra husets egne marker, primært omkring vineriet. Jorden er alluvial med en del kalk. Opbindingssystemet er Guyot med en plantetæthed på 7.500 vinstokke pr. ha. 

Vinifikation: Druerne høstes manuelt i små stabelbare kasser, normalt i slutningen af september og starten af oktober. Druerne tørrer i kasserne til sidste halvdel af februar, hvor de har tabt ca. 80% af deres vægt. Druerne presses varsomt som hele klaser, hvorefter mosten tilsættes kulturgær. Gæringen finder sted ved 15 – 16 grader. Mosten er ikke i kontakt med skindet under gæringen. Andengæringen undgås med henblik på at bevare friskheden og syren i vinen. Vinen lagres gennemsnitligt 20 måneder i franske egebarriques: 40 – 50% nye barriques, 50 – 60% der har været brugt 2 – 3 år afhængig af årgangen. Vinen filtreres varsomt, inden den kommes på flaske, hvor den lagrer videre 10 måneder, inden den frigives til salg. Der produceres ca. 3.000 flasker á 375 ml af denne vin pr. år. Målet er at fremstille en betydningsfuld dessertvin, der kan tage kampen op med andre store dessertvine af samme type. Den bør være fin, kompleks, cremet og fyldig, og bør kunne udvikle sig i flere år frem, men samtidig være frisk, velsmagende og letdrikkelig i god balance. 

Vinbeskrivelse: Vinen fremstår intens gyldengul. Bouqueten er rig med abrikos, fersken, honning, strejf af tørret frugt, citrusfrugt og hasselnød. Smagen er rig, cremet og magtfuld med en flot balance mellem sødmen og den underliggende syre. Serveres ved 12 – 14 grader til næsten alle oste samt til tørre, søde kager og f.eks. æblekage. Derudover er den pragtfuld som et glas ”i utide”. 

Dekantering: Vinen behøver ingen dekantering, men det skader ikke at hælde den om inden servering. 

Lagring: Vinen er drikkeklar ved frigivelsen, men har et lagringspotentiale på 10 – 15+ år under de rette betingelser afhængig af årgangen.